Af Joakim Søgaard
Der er noget meget sigende ved plakaten til den tredje film af Harry Potter-spin-offet. Mens undertitlen Dumbledores Hemmeligheder troner sig frem med store bogstaver, er Fantastiske Skabninger reduceret til en apostroflignende størrelse ovenover.
Det virker til, at David Yates efter den første film i rækken, Fantastiske skabninger og hvor de findes (2016), mistede interessen for den godmodige magizoologist Newt Scamander (Eddie Redmayne), og i stedet besluttede sig for at fortælle oprindelseshistorien om Albus Dumbledore. Det betyder, at filmserien som helhed er blevet fragmenteret og retningsløs. Et problem den tredje film heller ikke kan se sig fri for.
I Dumbledores Hemmeligheder forbereder Gellert Grindelwald, som nu spilles af Mads Mikkelsen i stedet for Johnny Depp, sin krig mod de magiløse mugglere. Dumbledore (Jude Law) ønsker at sætte en stopper for det, men kan ikke gøre ham noget, på grund af en blodpagt de to magtfulde troldmænd indgik, da de var unge og forelskede.
Selvom filmens omdrejningspunkt er rivaliseringen mellem Dumbledore og Grindelwald, bruges der lige så meget tid på forhold mellem andre karakterer og møder med nye magiske væsener. Filmen har svært ved at bestemme sig. Er det Newt eller Dumbledore, der er hovedpersonen? Handler den om Dumbledores forhold til Grindelwald, eller Newt og hans finurlige magiske skabninger? I stedet for at vælge forsøger David Yates halvhjertet at balancere det hele.
Grindelwald har evnen til at se ud i fremtiden; derfor må vores helte forvirre hans fremtidssyn med et hav af forskellige planer. Men ærligt talt virker det mest som en undskyldning for, at manuskriptforfatterne selv har manglet en sammenhængende plan. Newt og vennerne fra de foregående film sendes således ud på en række forskellige missioner, der tager dem forbi gamle kendinge som Hogwarts såvel som nye lokationer i den magiske verden.
En del af sekvenserne er i sig selv ganske underholdende og føles betydningsfulde. En tur til 1930’ernes Berlin fører både til et møde med en fascistlignende leder af troldmandssamfundet og en flugt fra et underjordisk fængsel. Men set i det store perspektiv, er de fleste af deres handlinger uden indflydelse på plottet. Den manglende fremdrift gør det svært at vedholde interessen for den brogede gruppe og deres kampe.
Når den ikke står på flugt fra farlige situationer eller kamp mod de onde kræfter, bruges en stor del af tiden på lommefilosofiske taler. Fra udsagn om at historiske dage kan virke ordinære til en Donald Trump-analogi om, at udfordrende tider tiltrækker farlige ledere. Dumbledores hemmeligheder ønsker brændende at have noget på hjerte, men de ufarlige kommentarer om verdens tilstand er tomme kalorier.
Det er en skam når universet ellers er charmerende. Der er mange glimrende karakterer, og Mads Mikkelsen er en tydelig forbedring med sit mere kyniske og afdæmpede portræt af Gellert Grindelwald. Kemien med Jude Laws Dumbledore er intens, og man fornemmer, at der gemmer sig en god historie i deres fortid. Desværre har man ikke her turde satse 100% på den.
Er man stor fan af Harry Potter-universet, skal der nok være momenter i Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder, som vil stille lidt af ens sult for det magiske univers. Men i sin helhed er historien desværre for ustruktureret til at løfte sig til et mindeværdigt eventyr. I stedet ender den som endnu en letfordøjelig tilføjelse til universet om de fantastiske skabninger.
Kommentarer